Opskrift: Hurtigt surdejsrugbrød med mørkt malt
Der er noget helt særligt ved at sætte tænderne i et stykke hjemmebagt rugbrød – især når det er friskbagt. Har du surdejen klar, kan dette smagfulde rugbrød være parat til frokostbordet om få timer.
Ud over surdejen får dette rugbrød smag og karakter fra bl.a. mørkt malt, poppede rugkerner og et drys kakao. Og ved at drysse det med hakkede mandler, er du helt sikker på, at skorpen knaser perfekt.
OBS! Denne opskrift kræver, at du allerede har en surdej (se basisopskrift her).
"Venø" rugbrød
Udstyr
- Ovn
- Røremaskine
- Surdej
Ingredienser
- 450 g vand 38ºC
- 200 g surdej til rugbrød
- 50 g hvedemel
- 300 g fuldkornsrugmel
- 20 g mørkt malt / mørk sirup
- 100 g solsikkefrø
- 100 g poppede rugkerner fås klar til brug fra Valsemøllen
- 15 g kakao
- 15 g salt
Til pynt
- 50 g hakkede mandler
Sådan gør du
- Alle ingredienser æltes sammen på røremaskine (med spade/K-spade) i 15 minutter ved mellem hastighed.
- Læg dejen i en smurt 2-litersform.
- Dryg rugbrødet med hakkede mandler og tryk dem godt ned i dejen
- Lad brødet hæve tildækket et lunt sted i ca. 2-3 timer – eller til dejen er ca. 1 cm fra kanten af formen. Hævetiden afhænger af din rugsurdejs hæveevne.
- Bages på grillrist ved 190°C i almindelig ovn og 180°C i varmluft ovn i ca. 60 minutter – gerne med damp.En mere præcis måde til at finde ud af, om brødet er færdigbagt, er, at måle temperaturen i midten af brødet. Når den er 94°C, er brødet bagt færdigt!