Opskrift: Croque Madame – den ultimative toast

Du har bagt et lækkert brød. Der er blevet spist godt af brødet, men af en eller anden årsag er det hele ikke blevet spist. Og du synes ærligt talt, at det vil være lidt synd at fodre ænder med resten. Det skønne brød og de kræfter, du har lagt i det, skulle jo nødig gå til spilde.
Her er løsningen: Den er fransk. Den er genial. Den er næææææsten for meget. Løsningen hedder ‘croque madame’. Det er den ultimative toast. Velbekomme!
Brød, skinke, ost. Det er næsten en hellig treenighed. Hvad mere behøver man egentlig? Brødet, osten og skinken skal naturligvis helst være af en vis kvalitet, men ellers er de fleste godt kørende med den klassiske kombination i en sandwich. Nogle vil gerne have en skive tomat i, andre lidt mayonnaise.
Andre igen kan ikke få det vildt nok. Det er måske sådan, at de franske caféklassikere CROQUE MONSIEUR og CROQUE MADAME kom til verden? I hvert fald er det velsmag fra første til sidste bid. Og der er virkelig langt fra en tam parisertoast til den ægte franske caféstemning i de to croque’er. Forskellen på monsieur og madame er i øvrigt blot spejlægget på toppen.
Det bedste brød, du kan bruge her, er langtidshævet. Det må gerne være daggammelt. Så får det den helt rigtige konsistens. Brug en lækker skinke. Og spar for alt i verden ikke på osten, som optimalt set er en Beaumont de Savoie pga. smag og struktur.

Croque Madame – den franske gourmet-toast
Udstyr
- Stegepande
- Bradepande
- Ovn
Ingredienser
- 4 skiver langtidshævet brød
- 4 skiver lækker kogt skinke
- 2 spsk. cremefraiche 38 %
- 2 æggeblommer
- 2 hele æg
- riiiiigeligt med revet Beaumont de Savoie eller en anden god smelteost
- dijonsennep efter smag/temperament
- salt og peber
- hakket persille til pynt
Sådan gør du
- Riv osten og bland to (store) håndfulde af den med cremefraichen.
- Tilsæt de to æggeblommer, sennep samt salt og peber.
- Smør denne blanding på alle brødskiverne.
- Læg skinken på to af skiverne og top sandwichen med den øverste skive.
- Steg de to toasts i smør på en pande.
- Tag dem fra panden over på en bageplade.
- Drys dem en smule mere revet ost og gratiner i 10 min. ved 210°C.
- Steg to spejlæg imens (kan udelades = croque monsieur).
- Anret de to toasts på passende tallerkner med spejlæg på toppen.
- Drys evt. med hakket persille.
- Server evt. sammen med en syrlig salat som modspil til al den gode ost!
- Med et glas (fransk) rosé eller hvidvin til bliver hele ganske fantastique!
Noter
Bonjour, Croque Madame!