Opskrift: Bag morgenbrødet på grillen
Morgenstund har guld i mund. Med de italienske morgenstykker har du også guld i munden fra morgenstunden. Bland dejen og form bollerne dagen før og lad dem hæve på køl natten over. Næste morgen tænder du op i grillen og har perfekt morgenbrød kort tid efter.
Det er den italienske meltype, tipo 00, og olivenolien, som giver brødet sin sydlandske karakter. Du behøver altså ikke grille det på en campingplads i Italien! Tipo 00 giver saftige brød med en sprød skorpe og masser af bid.
OBS!
- Dejen skal hæve natten over …
- Her kan du finde tips og tricks til at bage på din grill
Grillede italienske morgenstykker
Udstyr
- Røremaskine
- Bagestål
- Grill
- Ovn
Ingredienser
- 375 g koldt vand
- 25 g havregryn (ristede)
- 25 g solsikkefrø (ristede)
- 25 g hørfrø
- 25 g chiafrø
- 50 g olivenolie
- 500 g Tipo 00-mel
- 18 g salt (3 tsk)
- 12 g gær
Til topping:
- 40 g chiafrø
- 40 g havregryn
Sådan gør du
Dag 1
- Rist havregryn og solsikkefrø i ovnen i 8 minutter ved 190ºC – afkøles, inden de blandes i dejen.
- Ælt alle ingredienser sammen med dejkrog ved mellem hastighed i ca. 12-15 minutter.
- Kom dejen i en beholder, der er smurt med olivenolie, med låg eller husholdningsfilm over.
- Dejen hviler i 60 minutter.
- Hæld dejen forsigtigt ud på bordet, som er smurt med et tyndt lag olivenolie.
- Del dejen i 4 x 3 stykker (12 stk. á ca. 85 g)
- Vend stykkerne i en blanding af 40 g chiafrø og 40 g havregryn.
- Læg stykkerne på bageplade med bagepapir på.
- Film hele bagepladen med husholdningsfilm og sæt den i køleskabet natten over (min. 12 timer).
Dag 2
- Pladen tages ud af køleskab, og bollerne bages på bagestål i grillen ved ca. 250ºC i 15 minutter, vend bollerne og bag dem yderlige 3 minutter.