Pro bagetip: Skær dig til en sprød skorpe på bollerne
Oplever du somme tider, at skorpen på dine hjemmebagte boller bliver blød? Så brug dette trick til at sikre en knasende sprød skorpe.
Det er naturligvis ikke alle slags boller, der skal have en sprød skorpe – fx er teboller kendt og elsket for deres blødhed.
Men har du sat næsen (og tænderne) op efter en sprød skorpe på dine hjemmebagte boller (som fx disse lækre boller med ølandshvede), så er det en slem skuffelse, at det ikke knaser, som du havde håbet.
Hvad går der galt?
Det er som sådan ikke en bageteknisk fejl. Det skyldes i mange tilfælde det helt logiske, at der sætter sig fugt i skorpen, fordi de varme boller damper ud gennem skorpen.
Det sker især, hvis du har en meget fugtig dej, som til gengæld gør bollerne svampede og giver et lækkert bid.
Sådan får bollerne med garanti sprød skorpe
Du kan undgå, at skorpen bliver blød ved at lade dampen slippe ud af bollerne på en anden måde. Flæk bollerne, hurtigt efter de er kommet ud af ovnen, og mens de stadig er ret varme.
Ved at skære bollerne over skaber du en effektiv ventilation, der lukker den varme luft ud den rigtige vej så at sige.