Opskrift: Focaccia Fantastica
Focaccia er det klassiske italienske brød med et fløjlsblødt, let og luftigt indre og en sprød skorpe med olie og krydderier. Brug det som en lækker appetiser, som underlag til godt pålæg eller som tilbehør til forretten.
Det lave focacciabrød er et dejligt spisebrød, som du kan krydre på et utal af måder – enten bare med olie og groft salt eller med oliven, tomater og andre krydderier. Når focacciaen er bagt, er brødet nemt lige at riste på grillen som tilbehør til en dejlig sommermenu.
Oprindeligt kommer brødet fra den italienske region Ligurien, hvor man bl.a. spiste brødet til morgenmad.
Opskriften giver 2 brød a ca. 15 x 3,5 cm.
TIP: Lav brødet samme dag eller lad det hæve natten over i køleskabet tildækket med husholdningsfilm.
Focaccia Fantastica
Udstyr
- Røremaskine
- Ovn
Ingredienser
- 350 g Tipo 00-mel
- 150 g durummel
- 12 g salt (2 tsk)
- 15 g gær
- 350 g koldt vand
- 1 spsk olivenolie
Evt. til pynt
- oliven eller tomatskiver
- oregano eller flagesalt
Sådan gør du
- Kom alle ingredienserne i skålen til røremaskinen.
- Ælt dejen sammen med dejkrog i ca. 15 minutter ved mellem hastighed.
- Dejen skal hæve tildækket i 1 time, ved stuetemperatur.
- Dejen deles i 2.
- Hvert dej stykke trykkes ud i hver sin fedtede aluform.
- Dejstykkerne pensles godt med olivenolie.
- Tryk huller i dejen med med fingrene.
- Focacciaen hæver tildækket i ca. 45-60 min. ved stuetemperatur.
- Pyntes med eksempelvis tomatskiver, oregano og flagesalt.
- Bag focacciaen ved 240°C i 15 min.