Opskrift: Grillet galopkringle
Din grill kan meget mere end stege pølser og røde bøffer. Faktisk er en moderne grill den perfekte ovn. Både til brød og kager. Denne opskrift giver dig en vellykket kringle med marcipanfyld – bagt på kul- eller gasgrill. Det er slet ikke så kringlet, som du måske tror.
Kringlen er intet mindre end en sand klassiker på kagebordet. Og med god grund. Her får den gode gammeldags kringle et moderne tvist ved at blive bagt på grillen. Det har din bedstemor formentlig aldrig gjort.
Galopkringlen har i øvrigt fået sit navn, fordi kringlen er lynhurtig at bage og dermed kan være på bordet på ingen tid.
Klar, parat, galop …
Har du ikke prøvet at bage på din grill før, har jeg samlet en række bagetips lige her.
TIP: Undgå at løfte låget under bagningen.
Grillet galopkringle med marcipanfyld
Udstyr
- Bagestål/-sten
- Grill
Ingredienser
Marcipanfyld
- 100 g sukker
- 100 g marcipan
- 100 g smør
Dej
- 250 g hvedemel
- 3 tsk. bagepulver
- 1 tsk. strøgen kardemomme
- 1 tsk. salt
- 50 g rørsukker
- 1 æg
- 100 g blødt smør
- 100 g sødmælk
Pynt
- æg
- hasselnøddeflager
- perlesukker
Sådan gør du
- Bland hvedemel, bagepulver og kardemomme i en skål.
- Bland resten af ingredienserne i melet.
- Ælt dejen godt sammen med hænderne.
- Kom lidt mel på bordet og rul dejen ud i en pølse a ca. 50 cm.
- Tryk pølsen en smule flad og lav en fordybning i midten med fingrene.
- Kom marcipanmassen i en sprøjtepose og sprøjt en stribe fyld i hele længden af dejen.
- Pensel en stribe sammenpisket æg på den ene side af dejen.
- Fold nu siderne af dejen ind over fyldet, luk godt sammen og rul dejen til sidst.
- Dejen formes nu som en kringle, og placeres på en plade med bagepapir på.
- Klip bagepapiret til, så det passer til kringlens størrelse.
- Pensl med sammenpisket æg og drys til sidst med hasselnødderflager og perlesukker.
- Bag kringlen – følg anvisningerne herunder, alt efter hvilken grill du benytter til at bage på.
Gasgrill:
- Grillen varmes op til direkte varme til ca. 250°C.
- Bagestenen/bagestålet eller alm. bageplade med kringlen på lægges på grillen.
- Nu skal du slukke for brænderen, der er direkte under stenen.
- Bages i ca. 25 minutter – undgå at løfte låget under bagningen.
Kulgrill:
- Grillen varmes op til maks. ca. 250°C. – med kullet fordelt i grillen.
- Bagestenen/bagestålet eller alm. bageplade med kringlen på lægges på grillen.
- Bages i ca. 25 minutter – undgå at løfte låget under bagningen.