Opskrift: Sådan laver du varme hveder med fuldkorn

Store Bededag nærmer sig – og det samme gør de varme hveder, som vi traditionen tro spiser aftenen før Store Bededag.
Hvert år langer danske bagere ca. 2.000.000 varme hveder over disken, men i år behøver du ikke stille dig i kø hos din lokale bager. For du kan da bage dem selv!
Her får du en opskrift på nogle lækre hvedeknopper med fuldkorn, som er et lidt sundere alternativ til den mere traditionelle hvide hvedeknop. Ud over at være sundere smager fuldkornshvedeknopperne også himmelsk.

Varme hveder med fuldkorn
Udstyr
- Røremaskine
- Ovn
- Kagerulle
Ingredienser
- 500 g sødmælk
- 50 g smør
- 600 g hvedemel
- 400 g fuldkornshvedemel
- 150 g æg (3 stk)
- 25 g brun farin
- 25 g honning
- 20 g kardemomme
- 20 g salt
- 25 g gær
Sådan gør du
- Lun sødmælken og smelt smørret i mælken.
- Kom alle ingredienserne i skålen til røremaskinen.
- Ælt dejen sammen med dejkrog i ca. 15 minutter ved mellem hastighed.
- Dejen skal hæve tildækket i 1 time ved stuetemperatur.
- Dejen vendes ud på et bord drysset med fuldkornshvedemel.
- Rul dejen ud i en pølse på ca. 20 cm.
- Del pølsen i 20 lige store stykker. Ca. 90 g. pr. stk.
- Form stykkerne til boller.
- Placer bollerne i en bradepande: 5 på langs og 4 nedad, så de næsten rører hinanden.
- Bollerne hæves tildækket i ca. 2 timer, indtil de rører hinanden.
- Bag knopperne ved 220 °C i 15 min.
- Skær knopperne over og rist dem på brødrister eller i ovnen, til de er sprøde.