Opskrift: Genial grillet jordbærtærte
Jordbær er indbegrebet af sommer i Danmark. Det samme er mad på grill. Her får du opskriften på en superlækker tærte, der kombinerer de to ting: Jordbær og grill. En genial sommerkage. Toppet i øvrigt med blød og luftig italiensk marengs. Det giver vel sig selv: Den må du bare prøve.
Brug jordbærtærten som en fantastisk afslutning på en dejlig middag ved grillen, eller fyr op i grillen til eftermiddagskaffen. Så kan du måske stadig nå at grille et par pølser på grillen til aften …
Det hele foregår i 4 steps!
TIP:
Bunden og cremen kan laves forud, men den specielle italienske bløde marengs skal gerne laves lige inden tærten skal serveres.
Grillet jordbærtærte med fransk og italiensk inspiration
Udstyr
- Røremaskine
- Tærteform (Ø 22 cm)
- Gryde
- Sukkertermometer
- Grill
Ingredienser
1: Tærtebunden
- 100 g smør (koldt)
- 25 g flormelis (koldt)
- 40 g vand (koldt)
- 150 g hvedemel (koldt)
2: Crème le Paris
- 2 æg
- 1 spsk Maizena
- 2 spsk sukker
- 1 tsk vaniljesukker
- ½ dl mælk
- 1 dl piskefløde
- 2 spsk Grand Marnier (eller anden appelsinlikør)
3: Italiensk marengs
- 100 g sukker
- 50 g vand
- 4 æggehvider
4: Fyld
- 1 bk jordbær
Sådan gør du
1: Tærtebunden
- Alle ingredienserne blandes sammen i en skål.
- Ælt dejen sammen med hænderne.
- Rul dejen ud, så det passer med en rund form på Ø 22 cm.
- Bag i grillen ved ca. 200°C i 20 minutter.
- Lad tærtebunden køle af, mens du laver næste step.
2: Crème le Paris
- Slå æggene ud i en gryde.
- Maizena, sukker og vaniljesukker røres i.
- Pisk ingredienserne sammen med mælken over varme.
- Varm cremen op til kogepunktet under omrøring (til cremen er tyk).
- Hæld nu cremen i en dyb tallerken.
- Film tallerknen med husholdningsfilm – helt tæt på cremen, så den ikke danner skind.
- Sæt cremen til afkøling i køleskab i min. 60 minutter.
- Pisk fløden let.
- Pisk den afkølede creme og Grand Marnier ved højeste hastighed, til den er jævn.
- Vend nu den letpiskede fløde i cremen.
- Sæt din færdige Crème le Paris i køleskabet, indtil den skal bruges.
3: Italiensk marengs
- Varm sukker og vand op til kogepunktet under omrøring, når blandingen koger, STOPPES omrøringen – der må IKKE dannes sukkerkrystaller.
- Lad blandingen koge videre, indtil den bliver 118°C (brug et sukkertermometer) – og tag den da straks af blusset.
- Pisk æggehviderne til skum i en ren skål på højeste hastighed i køkkenmaskinen og tilsæt sukkerlagen lidt efter lidt.
- Når den sidste sukkerlage er tilsat, pisker du marengsen færdig ved lav hastighed i ca. 10 minutter, til massen er kølet af.
4: Tærten samles og grilles
- På den afkølede tærtebund smører du den afkølede Crème le Paris.
- Fordel friske, rensede jordbær oven på cremen.
- Den færdige italienske marengs fordeles, så jordbærrene er dækket til.
- Nu skal tærten på grillen – høj varme i 3 minutter (PAS PÅ; det går hurtigt!!)
- Server tærten direkte fra grillen og nyd den – velbekomme!