Opskrift: 3 stykker lækker kransekagekonfekt

Hvad er mere festligt og lækkert end et stykke kransekage? 3 stykker! 3 stykker med forskellig smag og look. Perfekt til studentergildet, konfirmationen, brylluppet, receptionen, barnedåben, nytårsaften – eller enhver anden anledning, der skal fejres. Fx at det i dag er …
Her får du opskriften på tre forskellige stykker kransekagekonfekt. Grundopskriften er den samme, og derefter gør små variationer det nemt at lave nogle lækre, anderledes og dekorative stykker konfekt, som er lige til at spise. En lækker, sød, fingermad – som du fx kan servere med et glas sødlige bobler. Kransekage og bobler går ikke kun hånd i hånd nytårsaften.
Vil du gerne lære at bage en flot og festlig kransekagetop, så tilmeld dig Lær at bages kransekageevent her.
Bagermesterens TIP til lækker kransekagekonfekt
- Pas på, at kransekagestykkerne ikke bages for længe – det handler om høj varme i kort tid!
3-i-1-kransekagekonfekt (ca. 30-60 stk.)
350 g ren rå marcipan
- 150 g sukker
- 30 g honning
- 75 g æggehvider
Til de tre forskellige variationer skal du desuden bruge
- 80 g belgisk chokoladekaramel (små knapper/dråber)
- 80 g belgisk mælkechokolade (små knapper/dråber)
- 100 g græskarkerner
- Flormelis
- Kakao
Sådan laver du kransekagemassen …
-
Rør marcipan og sukker sammen til en ensartet masse.
- Tilsæt honningen og æggehviderne lidt efter lidt.
- Nu har du ca. 600 g færdig kransekagemasse.
- Del massen i tre lige stor portioner.
TIP!
- Sæt gerne en ekstra bageplade under kransekagestykkerne i ovnen – så bliver de nemlig ikke mørke i bunden!
Kransekagestykker med karamel
- 200 g færdig kransekagemasse
- 80 g belgisk chokoladekaramel (kan købes på nettet i små knapper/dråber)
Sådan laver du karamelkransekagestykkerne:
- Belgisk chokoladekaramel blandes i den færdige kransekagemasse.
- Tag med fingrene 10–20 g af den færdigblandede masse.
- Form stykket, som du ønsker og vend hvert stykke i flormelis.
- Læg stykkerne på en bageplade med bagepapir.
- Bag ved 230°C i almindelig ovn (bedst) og 210°C i varmluft i 8 min.
(Husk en ekstra bageplade under, så karamelstykkerne ikke bliver for mørke i bunden)
TIP!
- Du kan evt. dyppe stykkerne lidt i smeltet chokolade for et ekstra lækkert stykke konfekt.
Kransekagestykker med chokolade
- 200 g færdig kransekagemasse
- 80 g belgisk mælkechokolade (kan købes på nettet i små knapper/dråber)
Sådan laver du chokoladekransekagestykkerne:
- Belgisk mælkechokolade blandes i kransekagemassen.
- Tag med fingrene 10–20 g af den færdigblandede masse.
- Form stykket, som du ønsker og vend hvert stykke i en blanding af flormelis og kakao (ca. en spiseske kakao til 100 g flormelis).
- Læg stykkerne på en bageplade med bagepapir.
- Bag ved 230°C i almindelig ovn (bedst) og 210°C i varmluft i 8 min.
(Husk en ekstra bageplade under, så chokoladestykkerne ikke bliver for mørke i bunden)
TIP!
- Kransekage er noget af det eneste bagværk, der har godt af at blive frosset ned. Og så har du altid en hurtig og nem snack klar til kaffen (med eller uden uventede gæster!).
Kransekagestykker med græskarkerner
- 200 g færdig kransekagemasse
- 100 g græskarkerner
Sådan laver du græskarkernekransekagestykkerne:
- Den færdige kransekagemasse rulles i græskarkerner.
- Skæres ud i passende stykker a ca. 10-20 g
- Tril stykkerne runde.
- Placer kransekagestykkerne på en bageplade med bagepapir.
- Bag ved 230°C i almindelig ovn (bedst) og 210°C i varmluft i 8 min.
(Husk en ekstra bageplade under, så chokoladestykkerne ikke bliver for mørke i bunden)
TIP!
- Opbevar kransekagestykkerne i en lufttæt beholder, så bliver de nemlig svampede og lækre.